Operationen af mandlerne er et sikkert, hurtigt og enkelt indgreb. De fleste kan komme hjem samme dag og behøver ikke at overnatte på hospitalet. På hospitalet vil en sygeplejerske bede dig om at skifte fra dit almindelige tøj til hospitalstøj. Sygeplejersken tager din temperatur og måler dit blodtryk. På et par steder på hånden eller armen smøres der en salve, som gør, at huden bedøves, eller “sover”, på det sted, hvor der vil blive indsat et plastikrør (“soverør”). Nogle gange gives der medicin, som får dig til at slappe af. Du kan blive svimmel og få en lidt underlig følelse. Du får også medicin, så det ikke gør så ondt efter operationen. Efter disse forberedelser skal du ligge i en speciel seng.
Bedøvelse
Når du skal køres ind på operationsstuen, følger dine forældre med dig derind. Alle på operationsafdelingen har ens tøj og underlige hatte på. De ser rigtig sjove ud. På operationsstuen er der mange maskiner, billedskærme, slanger, lamper og andre apparater. Det ser næsten ud som i et rumskib. Det er sejt! Lægerne og sygeplejerskerne bruger alle disse apparater til at få dig til at sove roligt og sikkert, så de kan operere dine mandler, uden at du mærker noget.
Du får et soverør sat på armen der, hvor der er smurt salve på. Igennem det får du sovemedicin og medicin, så det ikke skal gøre ondt. Nogen gange kan man også indånde en særlig soveluft i en maske. En rigtig rummaske!
Operation
Du sover under hele operationen. Under operationen holder apparaterne styr på, hvad der sker i din krop. Læger og sygeplejersker følger dit åndedræt, puls, blodtryk og hvor meget ilt, du har i blodet.
Lægen bruger et specielt instrument, som holder din mund åben, og trykker din tunge ned for at kunne operere dine mandler. Det tager alt sammen ikke mere end en time, men det mærker du ikke, for du sover hele tiden!
Opvågning
Efter operationen flyttes du til opvågningsstuen. Der skal du hvile et stykke tid, mens du vågner efter narkosen. Dine forældre venter sammen med dig på opvågningsstuen. Du vil føle dig træt og måske lidt svimmel af sovemidlet. Det kan føles mærkeligt i halsen, men det går hurtigt over. Tungen kan føles mærkelig, men det går ret hurtigt over. Nogen gange kan man også føle sig lidt skidt tilpas. Du får medicin for at få det bedre og for, at det gør så lidt ondt som muligt.
Når du er rigtig vågnet, får du noget at drikke og spise (is plejer at smage godt).
De fleste børn kan køre hjem efter nogle timer. Hvis du ikke er ret gammel eller føler dig meget søvnig, kan det være, at lægen gerne vil have, at du bliver der natten over. Så kan lægen og sygeplejerskerne også holde øje med, at du har det godt. Så får en af dine forældre lov til at være med dig på hospitalet.